|
Elev- og praktikpladser
Godkendelse Det er et krav, at for at kunne indgå en uddannelsesaftale skal virksomheden være godkendt som uddannelsessted inden for det område, som eleven ønskes uddannet inden for.
Formål med godkendelse Formålet med godkendelsen af praktikstedet er at sikre den højst mulige kvalitet i praktikuddannelsen.
Oplysningsskema Oplysningsskemaet fås på handelsskolen og skal udfyldes for at virksomheden kan blive godkendt. I skemaet spørges til de forhold, som eleven kan blive oplært under, og til virksomhedens arbejdsområder generelt. Ud fra oplysningsskemaet vil handelsskolen eller det Faglige Udvalg (se nedenfor) vurdere, om der er basis for at virksomheden kan godkendes, eller om der er grund til at indhente yderligere oplysninger eller besøge virksomheden.
Det Faglige Udvalg Det er virksomhedens afgørelse, om man vil have besøg af handelsskolen. Men virksomheden kan dog ikke nægte at lade sig besigtige af repræsentanter fra det Faglige Udvalg. Handelsskolen eller Det Faglige Udvalg for kontoruddannelser meddeler skriftligt virksomheden om godkendelsen er opnået, og hvilke særlige betingelser, der eventuelt er knyttet til godkendelsen. Godkendelsen som praktiksted gælder så længe, virksomheden uddanner elever, eller indtil Det faglige Udvalg for kontoruddannelser beslutter, at en ny godkendelse skal finde sted. Hvis virksomheden ikke uddanner elever i en periode på 3 år, skal der påny søges om godkendelse.
Uddannelsesaftalen Blanketten til indgåelse af uddannelsesaftale kan fås på Handelsskolen. Virksomhed og elev skal sammen udfylde uddannelsesaftalen og sende den tilbage til skolen. Når skolen modtager aftalen, vil eleven automatisk blive tilmeldt undervisningen. For de specialer, hvor det er muligt at vælge specialefag, skal de valgte fag anføres på en særlig blanket, som også kan fås på handelsskolen.
Prøvetiden Der er en gensidig prøvetid mellem eleven og praktikvirksomheden på 3 måneder. Skoleperioder regnes ikke med i prøvetiden. Inden for prøvetiden kan begge parter ophæve uddannelsesaftalen uden begrundelse eller varsel. Efter prøvetiden er aftalen bindende, medmindre parterne er enige om at ophæve den.
Ferie i elevtiden Ferielovens bestemmelser er gældende for elever. Hvis uddannelsesaftalen træder i kraft inden den 1. juli, har eleven ret til fem ugers ferie i det indeværende ferieår. Hvis aftalen træder i kraft 1. juli eller senere, har eleven først krav på ferie i det efterfølgende ferieår. Har eleven ikke optjent feriegodtgørelsen for alle feriedagene, betaler arbejdsgiveren løn for resten af dagene.
Løn og Tilskud En virksomhed skal betale løn til sine elever, både når de er i praktik og under skoleophold. Reglerne om mindstelønninger for elever fastsættes ved overenskomst, der dækker kontorområdet, og at der derfor kan være afvigelser i lønforholdene mellem de enkelte virksomheder. En del af lønudgifterne under skoleophold bliver refunderet af Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER). Praktikstedet får automatisk en ansøgningsblanket om refusion tilsendt fra handelsskolen eller AER efter hver skoleperiode.
Procedure Blanketten indsendes til AER. Virksomheden opnår kun refusion, hvis der foreligger en godkendt uddannelsesaftale, og hvis eleven har gennemført skoleundervisningen.
Copyright JobDanmark 1997.Der tages forbehold for eventuelle fejl og mangler, og JobDanmark kan ikke drages til ansvar for indholdet på denne hjemmeside.
|