Kommissionens vigtigste opgave er at tage initiativ til nye EU-politikker
Kommissionen fungerer som EU-traktaternes vogter og sikrer, at EU-lovgivningen anvendes korrekt
Kommissionens beføjelser er klart afgrænsede - lovgivningen vedtages af Rådet og Parlamentet
De 20 kommissærer er personer, der har været højt placeret i deres hjemland
Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union har øget Kommissionens demokratiske legitimitet
Kommissionen har fået nye ansvarsområder i trit med Den Europæiske Unions udvikling
Den nye Kommission får en række udfordringer i løbet af de kommende fem år
Europa-Kommissionen indtager en central stilling i Den Europæiske Union. Som initiativtager til nye politikker spiller den en speciel rolle, der dog ikke altid helt bliver forstået. Kommissionen har brugt sin initiativret til at få de grundlæggende EU-traktater ændret, så EU i dag er præget af større integration. Det har givet såvel borgerne som virksomhederne i Unionen store fordele: større frihed til at rejse og handle, større velstand og meget mindre bureaukrati.
Fortjenesten er dog ikke Kommissionens alene. Den arbejder nemlig tæt sammen med de andre EU-institutioner og med medlemsstaternes regeringer. Og selvom Kommissionen fremsætter forslagene, er det medlemsstaternes ministre, der i Rådet for Den Europæiske Union træffer alle større afgørelser om vigtige lovgivningsspørgsmål, efter at der er taget hensyn til den udtalelse, det demokratisk valgte Europa-Parlament har afgivet. I nogle tilfælde træffes afgørelsen som en fælles beslutningstagning mellem Rådet og Parlamentet.
I forbindelse med forberedelsen af lovforslag rådfører Kommissionen sig i vid udstrækning med de berørte parter inden for alle sektorer og miljøer. Samtidig med, at Kommissionen har ret til at fremsætte forslag, er den også EU's udøvende organ og traktaternes vogter.
Kommissionen repræsenterer de fælles interesser, og det er primært den, der personificerer Unionen. Det gennemgående tema i Kommissionen, under Jacques Santers ledelse, er at forsvare unionsborgernes interesser. De 20 kommissionsmedlemmer kommer fra de 15 EU-lande, men aflægger hver især et uafhængighedsløfte og afstår dermed fra at lade sig påvirke fra anden side.
Det er Kommissionens opgave at sikre, at EU når sit mål, som er at skabe en stadig tættere sammenslutning mellem de europæiske folk. En af de vigtigste opgaver er at sikre den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer inden for Unionen. Det er også Kommissionens opgave at sørge for, at de fordele, der opnås ved integrationen, fordeles ligeligt mellem lande og regioner, mellem virksomheder og forbrugere og mellem de forskellige grupper af borgere.
Kommissionens vigtigste opgave er at tage initiativ til nye EU-politikker
Kommissionen har tre hovedfunktioner. Initiativretten indebærer, at den skal udarbejde forslag til al ny lovgivning. Det gør den ud fra, hvad den anser for at være bedst for Unionen og dens borgere som helhed, snarere end ud fra hensynet til sektorinteresser eller enkelte lande.
Kommissionens aktiviteter er fastlagt i traktaten og strækker sig fra handels-, industri-, social- og arbejdsmarkedspolitik til landbrug, miljø, energi, regionaludvikling, forbindelser udadtil, udviklingsspørgsmål mv.
Inden Kommissionen fremsætter lovgivningsforslag, foretager den grundige forhåndsundersøgelser og fører drøftelser med repræsentanter for regeringer, industrien, fagforeninger, særlige interesseorganisationer og om nødvendigt tekniske eksperter. Ved udarbejdelsen af sine forslag søger den derefter at tage hensyn til de forskellige, ofte modstridende interesser.
I forbindelse med lovgivningsforberedelserne tager Kommissionen også hensyn til de eksisterende økonomiske, politiske og sociale forhold. Det er ikke altid nemt at opnå en balance mellem de forskellige interesser.
F.eks. har Kommissionen på det seneste presset på for at få markedet for telekommunikation liberaliseret i EU, så virksomheder og forbrugere kan nyde godt af fordelene ved informationssamfundet og ved udviklingen på multimedieområdet. Kommissionen prøver dog her at forene fordelene ved markedskræfternes frie spil med sikkerheden for, at alle borgere i Unionen har adgang til almindelige telefonfaciliteter til en overkommelig pris, uanset hvor de bor.
Kommissionen tager hensyn til subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet), således at den kun fremlægger lovgivningsforslag for initiativer, som EU bedre end de enkelte medlemsstater vil kunne gennemføre effektivt. Subsidiaritetsprincippet er nedfældet i Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union.
Når et af Kommissionens forslag er blevet forelagt for Rådet og Europa-Parlamentet, arbejder de tre institutioner sammen for at nå frem til et tilfredsstillende resultat. Hvis Kommissionen er enig, kan Rådet ændre et forslag med kvalificeret flertal (er Kommissionen uenig, kræves der enstemmighed), og Kommissionen er altid åben over for de ændringer, Europa-Parlamentet foreslår.
Europa-Parlamentet deler på en række områder beslutningsmagten med Rådet og har på andre områder ret til at foretage ændringer. Når Kommissionen reviderer et forslag, er den forpligtet til at tage hensyn til Parlamentets ændringer. I tilfælde, hvor Kommissionen kun kan opnå Rådets tilslutning ved at foretage, hvad den anser for uacceptable ændringer, kan den trække forslaget tilbage for at undgå, at der træffes en beslutning, der strider imod EU’s generelle interesser.
Kommissionen fungerer som EU-traktaternes vogter og sikrer, at EU-lovgivningen anvendes korrekt
Kommissionens anden funktion er at sørge for, at EU-traktaterne overholdes. Den skal således sikre, at medlemsstaterne anvender EU-lovgivningen korrekt, og at alle borgere og deltagere i det indre marked nyder godt af de muligheder, dette frie marked giver dem.
Om nødvendigt griber Kommissionen ind over for såvel den offentlige som den private sektor, hvis ikke de opfylder deres forpligtelser i henhold til traktaten. Bringer en medlemsstat, der undlader at gennemføre et EU-direktiv, ikke frivilligt sagen i orden, kan Kommissionen f.eks. anlægge sag mod den ved Domstolen.
Det er Kommissionens ansvar nøje at undersøge den støtte, nationale regeringer giver deres industrier, og at godkende statsstøtte i de tilfælde, hvor fælles-skabslovgivningen tillader det. I alvorlige anti-trust-sager kan Kommissionen pålægge firmær, der er kendt skyldige i at overtræde Unionens strenge regler på området, en bøde. En gruppe firmær, der I slutningen af 1994 blev kendt skyldig i at drive et ulovligt markedsdelingskartel, fik således pålagt en bøde på 248 mio. ECU.
I sin tredje funktion som Unionens udøvende organ er Kommissionen ansvarlig for at gennemføre og forvalte Unionens politik. Til dens udøvende funktioner hører forvaltningen af Unionens årlige budget på 80 mia. ECU og af strukturfondene, hvis hovedformål er at udjævne de økonomiske forskelle mellem Unionens rige og fattige regioner.
På nogle områder, såsom inden for konkurrence-, landbrugs- og handelspolitik, kan Kommissionen enten i kraft af sine beføjelser i henhold til traktaten eller i kraft af beføjelser, Ministerrådet har uddelegeret til den, i betydeligt omfang træffe selvstændige beslutninger uden først at skulle forelægge forslag for Rådet.
Kommissionen forhandler også på Unionens vegne handels- og samarbejds-aftaler med tredjelande og grupper af tredjelande. Mere end 100 lande i hele verden har indgået sådanne aftaler med EU. Lomé-konventionen, der knytter EU sammen med udviklingslandene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene), anses som et forbilledligt eksempel på samarbejde mellem nord og syd. For ikke så længe siden førte Kommissionen på EU's vegne forhandlingerne om Uruguay-rundens handelsaftale og om oprettelsen af den nye Verdenshandelsorganisation (WTO).
Kommissionens beføjelser er klart afgrænsede - lovgivningen vedtages af Rådet og Parlamentet.
Det er Kommissionen, der har initiativretten, men hovedbeslutningerne om EU's politik og prioritering træffes ikke af Kommissionen, men derimod af Rådet, der består af ministre i medlemsstaternes regeringer, og (i mange tilfælde) tillige af Europa-Parlamentet.
Virkeligheden er derfor en anden, end de populære misforståelser, der stærkt overdriver Kommissionens magt, giver udtryk for. Kommissionen har nemlig kun få magtmidler, men i kraft af sin neutrale rolle og den omfattende specialviden, den har opnået i årenes løb, er den ofte i stand til at overbevise de øvrige parter.
På grund af sin viden og erfaring er Kommissionen da også ofte blevet bedt om at mægle i medlemsstaternes interessekonflikter. Den er nemlig i kraft af sin upartiskhed og sin søgen efter det fælles bedste en mellemmand, alle parter kan acceptere.
Kommissionen har takket være sin initiativret fungeret som drivkraft i den europæiske integrationsproces. Det mest slående eksempel herpå i de senere år er det stort anlagte projekt, der strakte sig over en syvårig periode og ved indgangen til 1993 resulterede i, at det indre marked blev en realitet. Kommissionen spillede også en central rolle i forbindelse med udfærdigelsen af aftalen om Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), som tager sigte på indførelsen af én fælles valuta endnu i dette århundrede, samt i forbindelse med tiltaget til at styrke den økonomiske og sociale samhørighed mellem regionerne I Fællesskabet.
Kommissionen er på grund af sit store ansvarsområde den største af EU's institutioner med et personale på omkring 15 000, hvilket er omtrent dobbelt så mange som i de andre institutioner tilsammen. Alligevel er Kommissionen forholdsvis lille, når man tænker på det ansvar, den har over for en Union med ca. 370 mio. borgere. Der er normalt flere folk ansat i den offentlige forvaltning for en større europæisk by. Kommissionens driftsomkostninger beslag-lægger kun 3,3% af EU's årlige budget.
Omkring en femtedel af Kommissionens personale er beskæftiget i oversættelses- og tolketjenesterne. Unionen har 11 officielle sprog, og da de love, der vedtages I Bruxelles, ofte gælder umiddelbart I medlemsstaterne, skal Unionens borgere kunne læse dem på deres eget sprog.
Kommissionen består af 23 generaldirektorater (GD'er) plus ca. 15 andre specialiserede tjenester, der hver især ledes af en generaldirektør, som i rang svarer til den øverste embedsmand i et nationalt ministerium. Generaldirektørerne refererer til en kommissær, som har det politiske og praktiske ansvar for ét eller flere generaldirektorater.
De 20 kommissærer er personer, der har været højt placeret i deres hjemland
Når vi taler om "Kommissionen" som et politisk organ, tænker vi på de tyve kommissærer (eller medlemmer af Kommissionen). Kommissærerne er normalt personer, der enten har været medlem af et nationalt parlament eller af Europa-Parlamentet, eller som i deres hjemland har beklædt et højt embede, ofte på ministerniveau, inden de kom til Bruxelles. Den nuværende Kommission har fem kvindelige medlemmer, hvilket er det højeste tal i dens historie. Kommissionens femårige mandat udløber ved begyndelsen af år 2000 og følger dermed Europa-Parlamentets valgperiode.
Kommissionen afholder møde én gang om ugen for at vedtage forslag, tage stilling til politiske oplæg og afgøre andre sager, den måtte få forelagt. Rutinespørgsmål behandles ved hjælp af nogle forenklede skriftlige procedurer. Når der er behov for det, kan Kommissionen afholde ekstraordinære møder ud over det ene ugentlige. På Kommissionens møder fremlægges de enkelte sager af den kommissær, der er ansvarlig for det pågældende politiske område. Der træffes om nødvendigt beslutning ved flertalsafgørelse. Er der flertal for en beslutning, betragtes den som Kommissionens politik og støttes derefter af alle kommissærer.
Ud over personalet i de generaldirektorater, de er ansvarlige for, har kommissærerne hver især deres eget "kabinet", som består af syv kabinetsmedlemmer samt kontor-personale og fungerer som forbindelsesled mellem kommissæren og general-direktoraterne. Kabinettet fungerer imidlertid også som observatører for at kunne orientere kommissæren om spørgsmål, han eller hun måtte ønske at tage op i forbindelse med et politisk oplæg eller behandlingen af en af de andre kommissærers forslag. Kommissionens arbejde koordineres af Generalsekretariatet.
Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union har øget Kommissionens demokratiske legitimitet
Formanden for Kommissionen udpeges af EU's stats- og regeringschefer forsamlet i Det Europæiske Råd og skal i praksis godkendes af Europa-Parlamentet. De øvrige 19 medlemmer af Kommissionen udnævnes af regeringerne i de 15 medlemslande i samråd med den nye formand for Kommissionen. Formanden og hans kolleger skal godkendes som kollegium ved en afstemning i Europa-Parlamentet, før de kan tiltræde embedet.
Systemet med en parlamentarisk undersøgelse af formanden og hans kolleger, som blev indført med traktaten om Den Europæiske Union, har lagt en dæmper på den kritik, der har været af, at Kommissionen ikke er folkevalgt og dermed savner demokratisk legitimitet. Parlamentet har med systemet fået en fuldgyldig stemme i forbindelse med valget af formanden for Kommissionen og udnævnelsen af de øvrige kommissærer. Tidligere var Parlamentets eneste mulighed i denne forbindelse at tvinge hele Kommissionen til at gå af med et mistillidsvotum (en mulighed det fortsat har). Parlamentet har dog aldrig gjort brug heraf.
De store medlemsstater (Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige) har hver to kommissærer, de mindre (Belgien, Danmark, Grækenland, Irland, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal, Finland og Sverige) hver én. Kommissionens formand er nu Luxembourgs tidligere premierminister, Jacques Santer. Han overtog i januar 1995 embedet fra Jacques Delors, der da havde været formand for Kommissionen i 10 år.
Kommissionen har fået nye ansvarsområder i trit med Den Europæiske Unions udvikling
Den Europæiske Union har udviklet sig fra 1950'ernes Kul- og Stålfællesskab via Det Europæiske Fællesskab i 70'erne og 80'erne til den Union, vi har i dag, og Kommissionen har udviklet sig sammen med den. Fællesakten fra 1986, som er den første ajourføring af betydning af de grundlæggende traktater, og Maastricht- traktaten om Den Europæiske Union styrker og udvider EU's kompetence og Kommissionens ansvar til yderligere områder, herunder miljø, uddannelse, sundhed, forbrugerspørgsmål, udviklingen af de transeuropæiske net (TEN), forsknings- og udviklingspolitik, kultur og (ikke mindst) Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).
Kommissionen har et stort ansvar for støtte- og udviklingsprogrammer i tredjelande. F.eks. har den fået til opgave at forvalte PHARE- og TACIS-programmerne for teknisk bistand til landene i Central- og Østeuropa og landene i det tidligere Sovjetunionen. EU's naboer østpå vil kunne bruge PHARE-programmet som springbræt til at opnå fuldt medlemskab af Unionen I løbet af de kommende år.
Kommissionen deltager på lige fod I Maastricht- traktatens mellemstatslige samarbejde om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og om retlige og indre anliggender. Kommissionen er her ikke ene om initiativretten, men inden for de fleste områder kan den fremlægge forslag ligesom medlemsstaternes regeringer, og den deltager i alle drøftelser, uanset på hvilket niveau de foregår.
På grund af sin centrale stilling i Den Europæiske Union har Kommissionen særlige forbindelser til hver af de andre institutioner. Som nævnt ovenfor, har den et særdeles intensivt samarbejde med Rådet og Europa-Parlamentet om udarbejdelsen af EU-lovgivningen. Den deltager i alle råds- og parlamentsmøder og er med til at diskutere sine egne forslag.
Formanden for Kommissionen deltager desuden sammen med medlemsstaternes stats- og regeringschefer i de to årlige møder i Det Europæiske Råd, og han er som repræsentant for hele Unionen med til de syv førende industrilandes (G7- gruppens) årlige økonomiske topmøder.
Kommissionen er ansvarlig over for Europa-Parlamentet, der har magt til at afsætte den med et mistillidsvotum. Kommissionen deltager i alle Europa-Parlamentets møder og skal, hvis parlamentsmedlemmerne ønsker det, gøre rede for og begrunde sin politik. Endvidere skal den svare på parlaments-medlemmernes mundtlige og skriftlige spørgsmål.
Ofte inddrages Domstolen I Kommissionens arbejde som den højeste instans i forbindelse med EU-retten. Kommissionen indbringer selv sager for Domstolen, når regeringer eller virksomheder har overtrådt direktiver eller forordninger. Og det er også Domstolen, virksomhederne henvender sig til, hvis de f.eks. ønsker at gøre indsigelse mod en anti-trust-bøde, Kommissionen har pålagt dem at betale.
Kommissionens forvaltning af EU's budget gennemgås nøje af Revisionsretten, hvis opgave det er at sikre sig, at Kommissionen bruger skatteborgernes penge fornuftigt. De to institutioner har det fælles mål at komme svindel og spild til livs. På grundlag af Revisionsrettens rapport er det så Europa-Parlamentet, der giver Kommissionen decharge for gennemførelsen af budgettet for hvert enkelt år.
Endelig arbejder Kommissionen også nært sammen med EU's to rådgivende organer, Det Økonomiske og Sociale Udvalg (ØSU) og Regionsudvalget, som konsulteres om de fleste lovgivningsspørgsmål.
Den nye Kommission fåren række udfordringer i løbet af de kommende fem år
Den Kommission, der tog over I begyndelsen af 1995, skal være med til at føre Unionen ind i det 21. århundrede. Den skal under sit mandat vise vejen ved at demonstrere, at EU går ind for større åbenhed, og den skal slå bro mellem EU-institutionernes aktiviteter og den almindelige borger. Der er ingen tvivl om, hvad der vil blive prioriteret højest I Kommissionens femårige mandatperiode –det blev nemlig fremhævet i formandskabets konklusioner efter stats- og regeringschefernes topmøde i Essen i slutningen af 1994.
For det første, prioriterer Kommissionen højt at få gennemført den strategi om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse, den har afstukket i sin seneste hvidbog. Selvom Den Europæiske Union er på vej ind i en periode med god og stabil vækst, er det vigtigt at få skabt de betingelser, der skal til, for at EU's industri og serviceerhverv kan forbedre deres konkurrenceevne, og at støtte de strukturændringer, der er nødvendige for at skabe flere arbejdspladser.
For det andet, bevæger Unionen sig hen imod en Økonomisk og Monetær Union, og Kommissionen spiller her den vigtige rolle, der består i at overvåge, hvor langt de 15 medlemsstater er nået i bestræbelserne for at opnå økonomisk konvergens. På topmødet i Essen blev det understreget, at en nøje overholdelse af konvergens-kriterierne samt pris- og valutakursstabilitet er en forudsætning for, at den tredje og sidste fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) kan indledes.
For det tredje, er der efter Østrigs, Finlands og Sveriges indtræden i Unionen i begyndelsen af 1995 bestræbelser i gang for at forberede en yderligere udvidelse af Den Europæiske Union, herunder specielt med lande i Central- og Østeuropa. Det er en af Kommissionens opgaver at identificere områder, hvor EU's naboer mod øst kan tilpasse sig Unionens politik, og at fortælle dem, hvordan de skal bære sig ad. Parallelt hermed skal Kommissionen forberede det konkrete indhold i det nye partnerskab, der er ved at blive udviklet mellem EU og naboerne ved Middelhavet.
Kommissionen deltager også aktivt I forberedelserne til regeringskonferencen I 1996, hvor Maastricht-traktaten skal gennemgås og revideres med henblik på at definere den fremtidige udvikling og struktur for Unionen, der meget vel kan have 25 eller flere medlemmer om 10 år.
[ © ]
